Velkommen til Skejbyparken, som er beliggende i Skejby, tæt på Randersvej i den nordlige bydel. Kollegiets ene del er fra 2001 og består af værelser i dubletter; dvs. de er indrettet som toværelseslejligheder, hvor to beboere deler bad og køkken. Man kan både søge dubletterne som enkeltperson (hvor man får et værelse i en dublet) og som par (hvor man får hele dubletten). Den anden del af kollegiet er fra 2022 og består af 1-, 1½- og 2-værelseslejligheder.
Alle boliger er lyst og moderne indrettet. Desuden er kollegiet godt støjisoleret. Der er en fantastisk udsigt fra de fleste af værelserne. Fra nogle af dem kan man se til Aarhus Bugt og Djursland. Bybusserne (nr. 1A og 6A) kører til døren. Desuden er Randersvej lige op til kollegiet, og derfra kan man tage mange blå busser til AU og midtbyen.