Ravnsbjerg Kollegiet

Rengøringsvejledning

Miljøvenlig rengøring handler bl.a. om at bruge så få rengøringsmidler som muligt. Men det handler også om at bruge midlerne i de rigtige mængder.

Brug få rengøringsmidler Den daglige rengøring kan i de fleste hjem klares med tre rengøringsmidler:
Håndopvaskemiddel til overflader der kun er lidt snavsede. F.eks. vinduer, spejle og plastoverflader. Universal rengøringsmiddel til mere snavsede overflader, samt fliser, rustfrit stål, lakerede gulve m.m. Til materialer, som ikke tåler universalrengøringsmiddel, anvendes specialmidler f.eks. sæbespåner til linoleum. Eddike eller fortyndet eddikesyre til at fjerne kalk fra f.eks. håndvask, wc-kummer, rustfrit stål, plast og til afkalkning af elkedel og kaffemaskine.

Rengøringsmidler der udleveres af varmemesteren

Total universal Udleveres til rengøring af køkkenets inventar
Total gulvvask med voks Udleveres til rengøring af køkkengulvet
Ovnrens Udleveres til rengøring af ovn
Total grundrens Udleveres ved halvårlige hovedrengøring
Total kalkfjerner Udleveres i forbindelse med fraflytning
Hvis du ikke kan tåle ovenstående rengøringsmidler, kan du bruge brun sæbe til alt undtagen afkalkning. Brun sæbe udleveres ikke af varmemesteren.

 

Citron- og eddikesyre som kalkfjerner
Fjern kalk på håndvask, toilet og brusekabine med eddike og en fin skuresvamp. Vær dog opmærksom på at brusekabiner af akryl meget nemt ridses, så her bør der ikke bruges hverken skuresvamp eller skuremiddel. 
Syre kan skade emaljerede overflader, terrazzo, marmor og nogle vandhaner. 
Fugerne mellem fliser tåler ikke syre, som f.eks. eddike- eller citronsyre. Skyl derfor gulv og væg med rent vand inden afkalkning. Dermed mættes fugerne og de opsuger ikke syren. 
Det er en god ide at bruge handsker, da syrer kan være ætsende.

Sæbespåner og brun sæbe
Undersøg i forvejen, om det der skal rengøres kan tåle brun sæbe. 
Vask uglaserede klinker, linoleum, natursten, terrazzo og ludbehandlet træ med sæbespåner (2 dl. til 10 liter vand). 
Til ovnen: Smør et lag brun sæbe på ovnens inderflader. Lad ovnen varme op til 90°C, og lad den stå ved denne temperatur i ca. 30 min. Vask grundigt af med rent vand. Husk at brun sæbe kun må anvendes til ovne, der ikke er selvrensende.

Brug mikrofiberklude
Brug evt. mikrofiberklude til rengøringen - de kan i nogle tilfælde fjerne snavset uden brug af rengøringsmiddel. Mikrofiberklude er dog ikke egnet til polishbelagte overflader, såsom maghoni og teak. 
Når kludene vaskes, så undgå skyllemiddel - det ødelægger kludenes rengøringseffekt.

Gamle husråd

  • Brug varmt vand og en gummiskraber til vask af vinduer. Tilsæt evt. en dråbe miljømærket opvaskemiddel.
  • Pletter af f.eks. kaffe, rødvin eller fedtstof går nemmere af i vask, hvis de forbehandles: Kom ufarvet håndopvaskemiddel på pletten. Lad tøjet ligge i mindst 4-6 timer og vask derefter i vaskemaskinen.
  • Spækbrættet: Vask brættet grundigt i en blanding af varmt vand, opvaskemiddel og 1 dl. eddike. Så fjernes stærke lugte fra f.eks. løg og fisk. Vær opmærksom på at holde en god køkkenhygiejne – f.eks. ved at hælde lidt kogende vand over spækbrættet efter det er gjort rent.
  • Afkalkning: Opløs to spiseskefulde bagepulver i én liter varmt vand. Hæld opløsningen i vasen eller karaflen og lad den stå i to døgn. Hermed fjernes kalk og andre aflejringer.

 

Rengøring i badeværelse

De fleste ting i badeværelset (håndvask, toilet, vægge, spejle, osv.) kan gøres rene med universalrengøringsmiddel. Overfladerne kan skades af skuremidler. Fastsiddende rande, sæberester og lignende fjernes med forsigtig brug af en hvid eller blå skuresvamp.

Til visse ting er der brug for specielle midler eller metoder - se nedenfor.

Kalkfjerning
Eddike er så godt som ufarligt for huden, hvorimod eddikesyre og andre kalkfjerningsmidler er mere farlige

Toilet: Eddikesyre eller toiletrensemiddel. Ved vanskelige kalkbelægninger: Læg nogle lag toiletpapir på kalken, og hæld eddikesyre på. Papiret "holder på" syren, så den får tid at virke.Toiletrensemiddel er mere miljøbelastende end eddikesyre, da toiletrensemidlet indeholder flere forskellige stoffer (bl.a. tensider).

Håndvask, fliser og klinker: Eddike eller kalkfjerningsmiddel. Kan angribe fugerne mellem fliser og klinker. Derfor skylles gulvet eller væggen over med rent vand før afkalkningen, så fugerne mættes med vand og ikke opsuger kalkfjerningsmidlet/eddiken.Kalkfjerningsmiddel er mere miljøbelastende end eddike, da kalkfjerningsmidlet indeholder flere forskellige stoffer (bl.a. tensider).

Vandhane: Kalkfjerningsmiddel kan med fordel anvendes, idet det er mere tyktflydende end eddike og dermed bliver "siddende" på vandhanen i længere tid. Den yderste tud på vandhanen kan skrues af, og lægges i et glas med eddike i ca. en time for at fjerne kalken.

Afløb
Dårlig lugt og små fluer: Problemet løses ved jævnlig at tage gulvristen og tragten (der er nedenunder) op, og rengøre dem med universalrengøringsmiddel. Brug evt. handsker.
Hvis du er plaget af små fluer på badeværelset skyldes det, at de lægger æg på undersiden af tragten i afløbet.Brug af afløbsrensemiddel i for store doser kan medføre udvikling af varme i afløbet, og plastrør kan miste faconen og blive utætte. Dette kan medføre erstatningsansvar til kollegiet.

Jordslåede fugerRenses først med universalrengøringsmiddel og en stiv børste eller hvid skuresvamp. Resten af misfarvningen kan eventuelt bleges væk med klorholdigt rengøringsmiddel: Toiletpapir dyppes i midlet og lægges på pletterne ca. ½ time. Skyl efter med rent vand. 
Bland aldrig klorholdigt rengøringsmiddel med eddikesyre eller andre rengøringsmidler. Det kan udvikle meget giftige dampe.

Armaturer, brusere, vandhanefiltre (perlatorer): 
Eddike eller kalkfjerningsmiddel. (Nogle forkromede armaturer tåler dog ikke eddike). Hvis vandhanestudse og brusehoveder kan skrues af, lægges de ned i eddiken/kalkfjerningsmidlet, til kalken er løsnet. Ellers bindes en plastpose med midlet op om hanen eller bruseren. På selvafkalkende brusere med gummidyser kan kalkbelægningerne ofte "nulres" af med fingrene. Er dette ikke nok, fjernes kalken med eddike. (Gummiet kan skades af kalkfjerningsmiddel). 
Kalkfjerningsmiddel er mere miljøbelastende end eddike, da kalkfjerningsmidlet indeholder flere forskellige stoffer (bl.a. tensider).